Holms Kreative Univers

Jeg, Lone Holm er født og opvokset i tekstilbyen Herning, hvor min mor var syersker og min far specialarbejder. Med forældre der altid havde noget i hænder, emmede vores hjem af kreativitet og valget af uddannelse til blomsterdekoratør, der blev efterfulgt af jobs i forskellige blomsterbutikker resulterede i, at jeg i en årrække havde min egen blomsterbutik.

Jeg har åbnet døren op og trådt ind i vidt forskellige kunsthåndværksfags verdner, nogen af dem med uddannelser og kurser som fundament, andre kun ... eller måske netop båret af min til altid tilstedeværende nysgerrighed. På håndarbejdshøjskolen i Skals, nød jeg til fulde den brede vifte af fagområder jeg kunne surfe rundt i - og jeg blev dengang - som nu, ofte fanget af processen og de muligheder og skills jeg henholdsvis tilegnede mig og udviklede.

Gennem de seneste par årtier har jeg haft forskellige værksteder på min hjemadresse. Det startede med glasværksted og undervisning i fusing/slumpning, der blev udvidet med endnu et værksted med 8 perlebrændere, så jeg kunne undervise i flamework.

Når jeg bliver nysgerrig og bevæger mig ind på et for mig uopdaget land, viser sig det ofte, at det en trend er på vej. Da jeg i 2015 tilmeldte mig en workshop åbnede lerets forunderlige verden sig op - og jeg var bare solgt, så i dag er der en af mine gamle glasovne opgraderet til forglødning og glasurbrænding og de ovne der ikke kunne præstere de høje varmegrader leret kræver har veget pladsen for nye ovne, hundredevis af støbeforme, værktøj osv.

I min “fritid” hygger jeg med papir, klip,quilling,crepepapirs kreationer - og ved højtider kan jeg slet ikke undvære mit gamle fag som blomsterbinder, hvor turene ud i naturen for at sanke skønne materialer til dekorationer fylder mig med inspiration og glæde.

En anden af mine passioner er formidling, jeg holder uendelig meget af at undervise. Jeg afholder events, har åbent værksted og forskellige kursusforløb. I det tidligere perleværksted er der i dag butik, hvorfra jeg sælger mit keramik, papirarbejde og hvad jeg ellers lige har gang i af kreative projektet.

I efteråret 2023 åbnede jeg denne lille webbutik - for at formidler ideer og inspiration til mine kursister og andre interesserede. I shoppen finder du mine keramiske arbejder mm. samt nogle af de materialer jeg selv holder af ar arbejde med for tiden.